Hvem fører tilsyn med hvad

Om afregningen af uhævet feriegodtgørelse er korrekt. Ved en tvist mellem arbejdsgiver og medarbejder ses desuden på, om varslingen efter § 9 er overholdt, om overførselsaftalen efter § 21 er indgået SKRIFTLIGT og senest 31. december, og om medarbejderens erklæring efter §§ 23-24 foreligger og er gemt efter bogføringslovens regler.

Om fristen på 14 dage efter FØRSTE FRAVÆRSDAG er holdt. Om ulykker UDEN fravær, der kan begrunde krav, er anmeldt inden 14 dage efter tilskadekomstdagen. Om dødsfald er meldt inden 48 TIMER. Om arbejdsmiljøorganisationen har fået adgang til anmeldelsen, og om den tilskadekomne har fået en kopi. Og om arbejdsrelateret vold og trusler uden for arbejdstid også anmeldes.

Om der findes en handlingsplan i virksomheden, og om den er til rådighed. Om den valgte metode har en skriftlig behandlingsmåde og dækker de fire elementer i bekendtgørelsens § 2, stk. 2 — risikovurdering, inddragelse af sygefravær, skriftlig handlingsplan og gennemførelse med opfølgning. Om handlingsplanen for hvert problem beskriver art, alvor, omfang og årsager samt hvornår og hvordan det løses, og hvem der har ansvaret. Om arbejdsmiljøforholdene er afdækket inden for de seneste tre år. Om arbejdsmiljøorganisationen har påtegnet handlingsplanen, eller — hvor der ikke skal være en arbejdsmiljøorganisation — om de ansatte har deltaget.

Om der er udpeget koordinator, når to eller flere arbejdsgivere forventes at være til stede samtidigt, og om koordinatoren opfylder kompetencekravene for byggepladsens størrelse. Om der findes en plan for sikkerhed og sundhed, hvor den kræves, og om den indeholder de ti punkter i bilag 3 — herunder organisationsplan, byggepladstegning og tidsplan med de oplysninger bilaget kræver.

Om der findes sikkerhedsdatablade for de stoffer og materialer, der kræver det — også dem, den danske definition fanger, men REACH artikel 31 ikke gør. Om databladene er på dansk. Om anmeldelse til Produktregisteret er sket senest en måned efter fremstilling eller import ved 100 kg og opefter. Om PR-nummeret er påført emballagen senest et år efter tildelingen. Og om reviderede datablade er sendt til modtagerne fra de forudgående 12 måneder.

Om de 11 timer og det ugentlige fridøgn overholdes. Om fravigelser efter § 5 er dokumenteret SKRIFTLIGT. Om der er ydet kompenserende hvile eller fridøgn efter § 12. Om drøftelsen med tillidsrepræsentanten eller de ansatte efter § 11 er sket FØR beslutningen. Og om aftaler efter kapitel 5 er indgået skriftligt, jf. § 24.

Om den kemiske del af arbejdspladsvurderingen findes skriftligt og er tilgængelig for de ansatte. Om alle syv vurderingselementer i § 6, stk. 1, indgår. Om der findes en fortegnelse over de farlige stoffer og materialer med henvisning til de relevante sikkerhedsdatablade, og om de ansatte har adgang til den. Om reparations- og vedligeholdelsesarbejde er medtaget. Om der er foretaget en samlet vurdering, hvor flere stoffer påvirker samtidig.

Om politikken tager stilling til BÅDE rygning OG opvarmede tobaksvarer og e-cigaretter — kravet siden 1. april 2025, som ældre politikker typisk mangler. Om konsekvenserne ved overtrædelse fremgår. Og om der ved rygerum og rygekabiner er synlig skiltning om, at luften udenfor kan være sundhedsskadelig.

For de lønmodtagere der er omfattet af § 4 a-samtykke: om der føres ajourførte registre, og om oplysningerne og aftalerne kan fremlægges. For registreringspligten i øvrigt har loven ikke tildelt Arbejdstilsynet en udtrykkelig kontrolbeføjelse, og vi angiver derfor ikke hvad der ses efter.

Om drøftelsen er holdt inden for det seneste år, om den kan dokumenteres skriftligt, og om alle fem punkter i § 4, stk. 1, har været behandlet — tilrettelæggelse af samarbejdet, hvordan det skal foregå, vurdering af sidste års mål, mål for det kommende år og om den nødvendige sagkundskab er til stede. I virksomheder med arbejdsmiljøorganisation dertil om arbejdsmiljøudvalget har drøftet den supplerende uddannelse. Endelig om arbejdsmiljøorganisationen er opbygget efter antallet af ansatte.

Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af arbejdsmiljøloven, som Arbejdstilsynet fører tilsyn med, og § 21 forudsætter en anmeldelse til Arbejdstilsynet. Vi har dog ikke gennemgået bekendtgørelsens egne tilsyns- og straffebestemmelser. Se myndighed.md.

Straffebestemmelsen i § 26 nævner påbud efter arbejdsmiljølovens § 79 a, og Arbejdstilsynet fører i praksis tilsyn med rygeloven på arbejdspladser ad den vej. Vi har dog ikke gennemgået § 79 a i arbejdsmiljøloven eller lovens øvrige tilsynsbestemmelser, og andre myndigheder fører tilsyn på deres områder — fx Søfartsstyrelsen efter lov om sikkerhed til søs. Det afgørende for arbejdsgiveren er, at manglende rygepolitik er DIREKTE strafbelagt: § 26, stk. 1, nr. 1, sætter bøde for at overtræde § 5, uden krav om forudgående påbud.

Arbejdstilsynet er udtrykkeligt nævnt i § 4 b, stk. 4, men KUN i forhold til lønmodtagere der har samtykket i at arbejde over 48 timer om ugen i gennemsnit efter § 4 a. Loven giver ikke Arbejdstilsynet en generel tilsynsbeføjelse over for registreringspligten i § 4 b, stk. 1. Håndhævelsen af den almindelige pligt sker efter det oplyste ad civilretlig vej — en lønmodtager hvis rettigheder er krænket, kan tilkendes en godtgørelse efter § 8. Se myndighed.md.

Loven forudsætter ikke et tilsynsbesøg. Manglen opdages typisk først når ansættelsesforholdet er under pres — ved en opsigelse, en uenighed om løn eller en fagretlig sag.

Loven forudsætter ikke et tilsynsbesøg. Det praktiske pres kommer fra lønmodtagerne selv og fra tillidsrepræsentanter, som statistikken netop skal bruges til at informere og høre.

Loven udpeger ingen tilsynsmyndighed i de bestemmelser vi har gennemgået. Ministeriet er anført som ressortmyndighed, ikke som tilsyn. Håndhævelsen sker civilretligt: lønmodtageren kan tilkendes en godtgørelse efter § 13, og for overenskomstdækkede behandles sagen fagretligt, medmindre andet følger af § 13, stk. 3. Se myndighed.md.

Ligelønsloven udpeger ingen tilsynsmyndighed i de bestemmelser vi har gennemgået. Ministeriet er anført som ressortmyndighed, ikke som tilsyn. Håndhævelsen sker ad civilretlig og fagretlig vej — en lønmodtager kan søge sit krav fastslået ved domstolene, jf. § 6, og Ligebehandlingsnævnet behandler klager om forskelsbehandling. Se myndighed.md.

Det ved vi ikke endnu, og vi gætter ikke. Forordningen finder anvendelse fra december 2027, og der foreligger ingen dansk tilsynspraksis.

Vi har IKKE efterprøvet, hvilken dansk myndighed der udpeges som markedsovervågningsmyndighed efter cyberresiliensforordningen. Center for Cybersikkerhed er anført, fordi centret er national cybersikkerhedsmyndighed i øvrigt — det er en formodning, ikke en verificeret udpegning. Forordningen finder først anvendelse i december 2027, og den danske udpegning kan ligge senere. Se myndighed.md.

Om der overhovedet findes en skriftlig aftale for hver databehandler, og om den fastsætter genstanden for og varigheden af behandlingen, behandlingens karakter og formål, typen af personoplysninger og kategorierne af registrerede — samt om den indeholder alle otte punkter i artikel 28, stk. 3, litra a-h. Dertil om underdatabehandlere er godkendt, og om de er pålagt de samme forpligtelser.

Om et af de tre tilfælde i artikel 37, stk. 1, foreligger. Om rådgiveren faktisk er uafhængig: ingen instrukser om opgaverne, ingen afskedigelse eller straf for at udføre dem, og rapportering direkte til øverste ledelsesniveau. Om der er interessekonflikt, hvis rådgiveren har andre opgaver. Og om kontaktoplysningerne er offentliggjort OG meddelt tilsynet — det er to selvstændige handlinger.

Om fortegnelsen findes skriftligt, og om den for hver behandlingsaktivitet indeholder de syv oplysninger i artikel 30, stk. 1 — dataansvarlig og kontaktoplysninger, formål, kategorier af registrerede og oplysninger, modtagere, tredjelandsoverførsler med garantier, forventede slettefrister og en generel beskrivelse af sikkerhedsforanstaltningerne. Fortegnelsen er ofte det første Datatilsynet beder om, fordi den viser om virksomheden overhovedet har overblik over sine behandlinger.

Om der er foretaget en analyse, hvor behandlingen sandsynligvis indebærer høj risiko — og om den blev foretaget FORUD FOR behandlingen. Om analysen indeholder alle fire elementer i artikel 35, stk. 7. Om databeskyttelsesrådgiveren er rådført, hvor en sådan er udpeget. Om der er sket forudgående høring efter artikel 36, hvis analysen viste høj risiko i mangel af begrænsende foranstaltninger. Om der er foretaget fornyet gennemgang ved ændring af risikoen.

Om medarbejderne har fået oplysningerne, og om de blev givet på det tidspunkt oplysningerne blev indsamlet — altså ved ansættelsen, ikke senere. Om alle punkter i artikel 13, stk. 1 og 2, er dækket: identitet og kontaktoplysninger, formål OG retsgrundlag, eventuelle legitime interesser, modtagere, tredjelandsoverførsler, opbevaringstid eller kriterierne for den, rettighederne, klageadgangen, om oplysningerne er lovpligtige at give, og om der træffes automatiske afgørelser.

Om politikken oplyser BÅDE formål OG retsgrundlag for hver behandling (litra c) — de fleste politikker beskriver formålet og springer hjemlen over. Om opbevaringsperioden er angivet konkret, ikke bare »så længe det er nødvendigt«. Og om de registreredes rettigheder og adgangen til at klage til Datatilsynet fremgår.

Om der findes en procedure, der gør det muligt at overholde 72-timersfristen. Om fortegnelsen efter artikel 33, stk. 5, dækker ALLE brud — også de ikke-anmeldte — og om den indeholder de faktiske omstændigheder, virkningerne og de trufne afhjælpende foranstaltninger. Om vurderingen af risiko og høj risiko er dokumenteret for hvert brud, så det kan efterprøves hvorfor et brud ikke blev anmeldt eller de registrerede ikke blev underrettet.

Om der findes en beskrivelse af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, og om den svarer til virkeligheden. Om alle fire forhold i artikel 32, stk. 1, litra a-d, er behandlet — særligt litra c om at kunne GENOPRETTE tilgængeligheden rettidigt og litra d om REGELMÆSSIG afprøvning. Om vurderingen efter stk. 2 tager hensyn til de fire risikotyper. Og om instruksbindingen i stk. 4 er sikret for alle med adgang.

Loven forudsætter ikke et løbende tilsyn med de interne ordninger. Det praktiske pres kommer et andet sted fra: en arbejdstager kan gå direkte til den eksterne ordning, og en manglende eller utroværdig intern ordning er ofte grunden til at vedkommende gør det.

Datatilsynet fører tilsyn med databeskyttelsesreglerne i Danmark og er klageinstans for de registrerede. Vi har ikke gennemgået databeskyttelseslovens tilsyns- og sanktionsbestemmelser i detaljer. Det afgørende er, at oplysningspligten i artikel 13-14 er en af de pligter, Datatilsynet oftest kontrollerer — en manglende eller mangelfuld privatlivspolitik er blandt de hyppigste anledninger til kritik og påbud.

Datatilsynet er efter lovens § 17, stk. 1, udpeget til at drive den EKSTERNE whistleblowerordning. Loven udpeger ikke udtrykkeligt en myndighed til at føre tilsyn med, om private arbejdsgivere har etableret en intern ordning efter § 9. Overtrædelse er strafbelagt efter § 30, stk. 2, og håndhæves dermed ad strafferetlig vej. Se myndighed.md.

Om der findes en informationssikkerhedspolitik godkendt af ledelsesorganet, jf. § 7, og om de ti minimumsforanstaltninger i § 6, stk. 1 er dokumenteret — herunder risikoanalyse, håndtering af hændelser, driftskontinuitet og backup, forsyningskædesikkerhed, kryptografi, adgangskontrol og medarbejdernes cyberhygiejne og uddannelse.

Verificeret mod Lov nr. 434 af 6. maj 2025: tilsynet føres af den kompetente myndighed, der efter § 20 udpeges sektorvis af ministeren for samfundssikkerhed og beredskab. Væsentlige enheder er underlagt proaktivt tilsyn (§ 21), vigtige enheder reaktivt tilsyn (§ 24). Center for Cybersikkerhed varetager CSIRT-funktionen (§ 17), og Digitaliseringsstyrelsen er kompetent myndighed for udbydere af digitale tjenester. Den KONKRETE fordeling af, hvilken myndighed der er kompetent for netop din sektor, fastsættes ved bekendtgørelse i medfør af § 20 — derfor står udpegningVerificeret fortsat som false for det enkelte tilfælde.

Om meddelelsen efter § 6 indeholder alle fem punkter. Om genparten er sendt SAMTIDIG med meddelelsen til lønmodtagerne. Om der er gået 21 dage fra forhandlingernes indledning, hvor det kræves. Og om de berørte personer er navngivet inden for 10 dage efter varslingsmeddelelsen.

Navnet på det organ, meddelelsen skal sendes til, er ændret FREM OG TILBAGE og kan ikke fastslås med sikkerhed. Den gældende lovbekendtgørelse fra 2010 siger »det regionale beskæftigelsesråd«. LOV nr. 1482 af 23. december 2014 § 63 ændrede efter alt at dømme navnet til »det regionale arbejdsmarkedsråd« (RAR). LOV nr. 1656 af 30. december 2024 § 4 ændrer det TILBAGE til »det regionale beskæftigelsesråd« — men ikrafttrædelsen af netop den bestemmelse fastsættes af beskæftigelsesministeren efter lovens § 13, stk. 2, og vi har ikke kunnet verificere, om det er sket. I praksis er der tale om SAMME regionale organ, og meddelelsen sendes ad samme kanal uanset navnet. For virksomheden har usikkerheden derfor ingen betydning for, hvad der skal gøres — men den har betydning for, hvilke vejledninger man kan stole på: enhver vejledning fra 2015 til 2024 bruger »arbejdsmarkedsråd«, og enhver vejledning fra før 2015 bruger »beskæftigelsesråd«.

Om der kan fremvises dokumentation for at foranstaltningerne efter artikel 4 er truffet — altså hvordan et tilstrækkeligt niveau af AI-færdigheder er sikret, for hvem, og hvornår senest. Dertil om der er taget stilling til forbuddene i artikel 5, uanset konklusionen.

Om der indhentes samtykke FØR der lagres eller tilgås oplysninger, og om informationen opfylder de fem minimumskrav i § 3, stk. 2 — klart sprog, formål, hvem der står bag, en umiddelbart tilgængelig adgang til at afslå eller tilbagekalde samtykke, og at informationen er samlet, tydelig og vedvarende tilgængelig.

Bekendtgørelsen udpeger ikke selv en tilsynsmyndighed i de bestemmelser vi har gennemgået. Ressortministeriet er Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet, og Digitaliseringsstyrelsen er anført på det grundlag. Det er en formodning, ikke en verificeret udpegning. Bemærk desuden at Datatilsynet fører tilsyn med databeskyttelsesreglerne, som ofte gælder samtidig — de to regelsæt har hver sin myndighed. Se myndighed.md.

Ved en tvist: om hver enkelt betingelse i § 5, § 6 eller § 7 er opfyldt, om medarbejderen SKRIFTLIGT har fået udleveret oplysningerne, om kompensationen er beregnet og udbetalt rigtigt — herunder engangsbeløbet senest ved fratrædelsen — og om klausulen efter § 11, stk. 2, går videre end påkrævet for at værne om arbejdsgiverens tarv.

Om beskrivelsen findes, og om den dækker alle tre punkter i § 6 — procedurer for løbende registrering af transaktioner, procedurer for betryggende opbevaring af regnskabsmaterialet, og hvilke medarbejdere der er ansvarlige for de to. Beskrivelsen er en del af virksomhedens regnskabsmateriale og kan derfor kræves fremlagt sammen med det øvrige materiale.

Om forretningsordenen tager udgangspunkt i selskabets konkrete virksomhed og behov, og om den sætter de centrale forhold i system: arbejdsdelingen, tilsynet med direktionens daglige ledelse, føringen af protokollen efter § 128, møderne og tavshedspligten. En standardskabelon, der ikke er tilpasset selskabet, opfylder pligten dårligt.

Om der ER en dokumentation bag registreringen — ikke bare et navn i systemet, men grundlaget: hvem der ejer eller kontrollerer, hvordan, og hvilke forsøg der er gjort, hvis ingen reel ejer kunne findes. Og om den ÅRLIGE undersøgelse faktisk er foretaget og fremlagt ved godkendelsen af årsrapporten.

Om fortegnelsen dækker SAMTLIGE kapitalejere med alle § 52-oplysningerne: samlet beholdning, navn og bopæl (for virksomheder cvr og hjemsted), dato for erhvervelse, afhændelse eller pantsætning og de tilknyttede stemmerettigheder. Om indførelserne er daterede. Og fra 1. januar 2026: at der ikke noteres personer med ulovligt ophold.

Om den tekniske dokumentation efter bilag IV, del A, er udarbejdet FØR omsætning, om den rigtige overensstemmelsesvurderingsprocedure efter artikel 25 er anvendt, og om EU-overensstemmelseserklæringen følger modellen i bilag V, del A. Om erklæringen er på dansk, og om brugsanvisninger og sikkerhedsoplysninger er det. Om dokumentationen og erklæringen kan fremlægges i ti år.

Om der føres protokol over ALLE beslutninger — også i selskaber med én ejer, hvor generalforsamlingen er en formalitet, man glemmer. Om dirigenten har underskrevet. Om protokollen var tilgængelig for kapitalejerne senest 2 uger efter mødet. Og om den ordinære generalforsamling traf alle § 88-afgørelserne i tide til årsrapportfristen.

Om risikovurderingen findes skriftligt, om den tager udgangspunkt i forretningsmodellen, og om den dækker alle fem risikofaktorer loven nævner — kunder, produkter, tjenesteydelser og transaktioner, leveringskanaler samt lande og geografiske områder. Om den er løbende opdateret. Om politikker og forretningsgange dækker de syv områder i § 8, stk. 1, og om de er udarbejdet med udgangspunkt i risikovurderingen. Om den udpegede person har godkendt dem, hvor § 7, stk. 2, gælder. Om de ansatte har fået tilstrækkelig undervisning, jf. § 8, stk. 6.

Erhvervsstyrelsen registrerer selskaberne og modtager for statslige aktieselskaber forretningsordenen til offentliggørelse (§ 130, stk. 3). Vi har ikke gennemgået selskabslovens tilsynskapitler i detaljer. Det afgørende er, at manglende forretningsorden er direkte strafbelagt efter § 367, stk. 1, jf. § 130 — og at forretningsordenen i praksis er bestyrelsens bevis for, at ansvaret er fordelt, og at tilsynet med direktionen er sat i system, hvis der senere rejses en ledelsesansvarssag.

Erhvervsstyrelsen fører registret over reelle ejere og fastsætter efter § 58 a, stk. 9, nærmere regler om registreringen. Hvidvasksekretariatet (hos NSK/politiet) og andre kompetente myndigheder kan efter stk. 6 kræve dokumentationen udleveret. Vi har ikke gennemgået tilsynskapitlerne eller hvidvaskloven i detaljer. Det afgørende er, at både den manglende registrering (stk. 3), den manglende opbevaring (stk. 5) og den manglende udlevering (stk. 6) er direkte bødestrafbare efter § 367, stk. 1.

Erhvervsstyrelsen registrerer selskaberne, fører ejerregistret (§ 5, nr. 9) og meddeler påbud efter § 49, stk. 5. Vi har ikke gennemgået selskabslovens tilsynskapitler i detaljer. Det afgørende er straffen: § 367, stk. 1, sætter bøde for overtrædelse af § 50, stk. 1 — den manglende ejerbog er strafbar i sig selv, og kravet håndhæves i praksis, når myndigheder, revisorer eller købere i en salgsproces beder om at se ejerbogen.

Erhvervsstyrelsen modtager årsrapporterne, registrerer generalforsamlingsbeslutninger, der kræver registrering (vedtægtsændringer, kapitalforhøjelser, ledelsesskift), og modtager for statslige aktieselskaber en bekræftet udskrift af protokollen. Vi har ikke gennemgået selskabslovens tilsynskapitler i detaljer. Det afgørende er, at protokolpligten og 2-ugersfristen er direkte bødestrafbare efter § 367, stk. 1 — og at protokollatet i praksis er selskabets BEVIS for, at beslutningerne overhovedet er truffet gyldigt.

Hvidvaskloven har FLERE tilsynsmyndigheder fordelt efter hvilken type virksomhed der er tale om — Finanstilsynet for de finansielle, Erhvervsstyrelsen for blandt andet revisorer og ejendomsmæglere, Advokatsamfundet for advokater og Spillemyndigheden for spiludbydere. Vi har ikke gennemgået fordelingen paragraf for paragraf. Erhvervsstyrelsen er anført som den der dækker den bredeste gruppe uden for den finansielle sektor. Se myndighed.md.

Om oplysningerne gives INDEN aftalen indgås, på en klar og forståelig måde. Om der er indhentet oplysning fra producenten om holdbarhedsgaranti, opdateringsperiode og reservedele — og om svaret er dokumenteret, når det udeblev.

Om en miljøanprisning kan dokumenteres. Om et bæredygtighedsmærke hviler på en certificeringsordning eller er etableret af offentlige myndigheder. Om en generisk anprisning som »miljøvenlig« kan understøttes af anerkendte fremragende miljøpræstationer. Om en anprisning om hele produktet i virkeligheden kun vedrører ét aspekt. Og om en påstand om klimaneutralitet hviler på kompensation for drivhusgasemissioner.

Om de oplysninger § 8 kræver, er givet forbrugeren inden aftalen, og om standardfortrydelsesformularen er stillet til rådighed. Manglende oplysning om fortrydelsesretten forlænger fristen (§ 19, stk. 4) og kan straffes med bøde (§ 34).

Om der foreligger et forudgående samtykke, om modtageren blev oplyst om retten til at trække samtykket tilbage INDEN det blev givet, og om tilbagekaldelsen er let og gebyrfri. Ved brug af kundeundtagelsen i stk. 2: om adressen er modtaget i forbindelse med salg, om markedsføringen angår egne tilsvarende produkter, og om muligheden for at frabede sig blev givet både ved afgivelsen af adressen og ved hver efterfølgende henvendelse. Dertil de fem formkrav i stk. 3.

Vi har IKKE gennemgået forbrugeraftalelovens egne tilsyns- og sanktionsbestemmelser, og angivelsen af Forbrugerombudsmanden hviler på, at manglende forudgående oplysning i praksis også er en markedsføringsretlig mangel. Det praktiske pres kommer desuden fra forbrugeren selv: er oplysningerne ikke givet, kan aftalen og fortrydelsesfristen være påvirket. Dertil gælder, at flere af de nye pligter er BETINGEDE — de udløses først, når producenten stiller oplysningen til rådighed for den erhvervsdrivende — og hvordan det efterprøves, foreligger der ingen praksis om, da reglerne ikke er trådt i kraft.

Om der findes faste procedurer baseret på HACCP-principperne, om alle syv principper i artikel 5, stk. 2, litra a-g, er dækket, om der føres registre der dokumenterer at foranstaltningerne anvendes effektivt, om dokumenterne ajourføres løbende, og om proceduren er taget op til revision efter ændringer i produkt eller proces.

Forordningen taler om »den kompetente myndighed« uden at navngive den — udpegningen sker i national ret. Fødevarestyrelsen er anført, fordi styrelsen fører fødevarekontrollen i Danmark og udsteder autorisationsbekendtgørelsen. Vi har ikke efterprøvet udpegningen i en dansk retskilde. Se myndighed.md.

Om offentliggørelsen findes på virksomhedens websted, om den er årlig, om den dækker det foregående regnskabsår, om tidligere års offentliggørelser fortsat er tilgængelige, og om alle fire punkter i artikel 24, stk. 1, litra a-d, er besvaret. For virksomheder med beklædning og fodtøj desuden, om der destrueres varer omfattet af bilag VII.

Vi har IKKE kunnet finde en dansk gennemførelsesretsakt til forordning (EU) 2024/1781. Den gældende danske ecodesignlov, LBK nr. 2166 af 29. november 2021, gennemfører det ÆLDRE direktiv 2009/125/EF om energirelaterede produkter og dækker hverken artikel 24 eller artikel 25. Feltet »myndighed« er udfyldt med Miljøstyrelsen som det mest sandsynlige ressort, men det er en ANTAGELSE, ikke et verificeret forhold. Pligterne gælder ikke desto mindre: forordningen er umiddelbart gældende i enhver medlemsstat og kræver ingen dansk gennemførelse for at forpligte virksomheden. Det, der mangler, er sanktionsrammen og tilsynsmyndigheden — ikke pligten.

Om underretningen efter § 5 er givet i rimelig tid inden overtagelsen og indeholder alle fire punkter. Om der er indledt forhandlinger efter § 6, når der overvejes foranstaltninger. Om erhververen har frasagt sig overenskomsten inden for fristen i § 4 a. Og om en afskedigelse i tilknytning til overdragelsen kan begrundes i økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager.

Om jobannoncer angiver eller antyder ønskede kendetegn. Om ansøgningsformularer beder om alder eller andre beskyttede oplysninger. Om der er truffet hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger for ansatte med handicap, før der skrides til afskedigelse. Og om lønnen er lige for arbejde af samme værdi på tværs af de beskyttede kriterier.

Om der kan påvises faktiske omstændigheder, der giver en formodning om forskelsbehandling — skæve ansættelsesmønstre, spørgsmål om graviditet i samtaler, tidsmæssig sammenhæng mellem barselsvarsel og afskedigelse. Og ved afskedigelse under graviditet eller barsel: om arbejdsgiveren kan løfte den OMVENDTE bevisbyrde med dokumentation, der forelå FØR beslutningen.

Som ved ligebehandlingsloven er der intet tilsyn, der kontrollerer af egen drift — sager rejses af den, der mener sig forskelsbehandlet, ved Ligebehandlingsnævnet, domstolene eller fagretligt. Vi har ikke gennemgået lov om Ligebehandlingsnævnet. Det afgørende for arbejdsgiveren er den delte bevisbyrde i § 7 a: påviser klageren faktiske omstændigheder, der giver en formodning — et alders-felt i ansøgningsformularen, et spørgsmål om tro i samtalen, et mønster i afskedigelser — skal arbejdsgiveren bevise, at princippet ikke er krænket.

Der er ikke et tilsyn, der kontrollerer virksomheder af egen drift. Sager rejses af den, der mener sig forskelsbehandlet — ved Ligebehandlingsnævnet, ved domstolene eller fagretligt. Vi har ikke gennemgået lov om Ligebehandlingsnævnet, og nævnets kompetence og sagsgang er derfor ikke verificeret her. Det afgørende for arbejdsgiveren er ikke tilsynet, men bevisbyrden: ved afskedigelse under graviditet eller barselsfravær skal ARBEJDSGIVEREN bevise, at afskedigelsen ikke skyldes disse forhold — og i alle øvrige tilfælde vender bevisbyrden, når klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til en formodning.

Om anmeldelsen er sket inden for den frist, der gælder for netop denne arbejdsgiver — 5 uger, 1 uge eller 14 dage afhængigt af, hvad arbejdsgiveren udbetaler. Om oplysningerne i Nemrefusion stemmer med lønmodtagerens egne. Og ved første opfølgningssamtale, om der foreligger en fastholdelsesplan, som lønmodtageren har medbragt.

Om der foreligger en EU-overensstemmelseserklæring, om den følger modelstrukturen i bilag VIII, om den indeholder elementerne fra modulet i bilag VII, om den er løbende ajourført, og om den er på et sprog den pågældende medlemsstat kræver.

Om producenten er registreret — og om registreringen er opfyldt efter batteribekendtgørelsens § 6, stk. 5: alle oplysninger modtaget, eventuel fuldmagt modtaget, og gebyret betalt. Om producenter af bærbare batterier og batterier til lette transportmidler har udpeget en godkendt producentansvarsorganisation, jf. § 4. Om der findes en skriftlig beskrivelse af egenkontrolproceduren efter § 18, stk. 2. Og om indberetningen efter artikel 75 er sket.

Om producenten er registreret — og om registreringen er FULDT opfyldt efter § 7, stk. 2: fyldestgørende oplysninger, betalt gebyr, stillet sikkerhed eller dokumenteret indmeldelse i en kollektiv ordning, og bekræftelse fra en eventuel repræsentant. Om den årlige indberetning af mængder er sket, angivet i kg fordelt på kategorier og på husholdning henholdsvis erhverv, og om den er attesteret af producentens revisor.

Om producenten er registreret i producentregistret — og om registreringen skete senest 14 dage før tilgængeliggørelsen påbegyndtes. Om de oplysninger § 19 kræver, faktisk er i virksomhedens besiddelse og kan fremlægges på anmodning: samlet årligt antal emballager der produceres, eksporteres eller importeres, samt de anvendte materialer. For genbrugsemballage dertil vægten af de enkelte materialer og en generel beskrivelse.

Om registreringen er sket PR. PRODUKTKATEGORI, og om den er opfyldt efter § 5, stk. 2. Om der er indberettet i alle fire kvartalsvinduer, og om mængderne er angivet i den rigtige enhed — kg for kategori 1-5, stykker for kategori 6-8. Om der føres regnskab efter § 15, der kan danne grundlag for indberetningen og for kontrol med gebyrets korrekte betaling. Og om der findes en skriftlig beskrivelse af egenkontrollen efter § 19, stk. 3.

Om producenten er registreret, og om registreringen er opfyldt efter § 5, stk. 2. Om den tildelte mængde faktisk tages tilbage — og om tilbagetagningen sker uden vederlag fra havnen eller slutbrugeren. Om der indberettes senest 31. marts hvert år i kg og særskilt for de to kategorier. Og om der findes en skriftlig beskrivelse af egenkontrollen efter § 36, stk. 3.

Bekendtgørelsen omtaler »en tilsynsmyndighed« i § 10, stk. 2, uden at navngive den i de bestemmelser vi har gennemgået. Miljøstyrelsen er anført, fordi bekendtgørelsen er udstedt af Miljø- og Ligestillingsministeriet og styrelsen varetager affaldsområdet. Dansk Producentansvar er ikke tilsynsmyndighed, men registeransvarlig — og har samtidig afgørelseskompetence efter § 10. Se myndighed.md.

De danske regler om udvidet producentansvar for tekstiler findes endnu ikke, og der er derfor ikke udpeget en tilsynsmyndighed i en dansk retsakt. Miljøstyrelsen administrerer producentansvarsområdet i øvrigt, og Dansk Producentansvar administrerer registret — men hvem der konkret får tilsynet med tekstilordningen, ligger ikke fast.

Det ved vi ikke i detaljer, fordi vi ikke har gennemgået forordningens markedsovervågningskapitel. Det vi kan sige med kilde, er at ydeevnedeklarationen skal udarbejdes efter modellen i bilag V, og at den fra 8. januar 2026 skal omfatte de miljømæssige egenskaber i bilag II, litra a-d.

Om der findes teknisk dokumentation og en EF-overensstemmelseserklæring, og om de kan fremvises i ti år. Om CE-mærkningen sidder der. Om fabrikantens og importørens navn og adresse fremgår af produktet. Om brugsanvisning, sikkerhedsinformation og advarsler er på DANSK og fysisk følger produktet. Og om importør og distributør faktisk har foretaget de kontroller, §§ 14 og 20 kræver — ikke bare stolet på leverandøren.

Om der findes teknisk dokumentation baseret på en intern risikoanalyse, om den som minimum indeholder en generel beskrivelse af produktet og dets væsentlige karakteristika for sikkerheden, om den — hvor risiciene tilsiger det — indeholder en analyse af de potentielle risici og de valgte løsninger samt listen over anvendte standarder, om den er ajourført, og om den kan fremlægges inden for tiårsperioden.

Det ved vi ikke i detaljer, fordi vi ikke har gennemgået lovens kontrolkapitel. Det vi kan sige med kilde, er at kontrolmyndigheden efter § 10, stk. 2, kan anmode en mikrovirksomhed der påberåber sig undtagelsen, om de oplysninger der er relevante for vurderingen.

Forordningen forudsætter markedsovervågning og nationale produktkontaktpunkter for byggeri og anlæg, men udpeger ikke selv en dansk myndighed. Sikkerhedsstyrelsen er anført, fordi styrelsen varetager produktområdet under Erhvervsministeriet. Det er en formodning, ikke en verificeret udpegning. Se myndighed.md.

Forordningen forudsætter markedsovervågning efter forordning (EU) 2019/1020, men udpeger ikke selv en dansk myndighed. Sikkerhedsstyrelsen er anført, fordi styrelsen varetager produktsikkerhed på det generelle område i Danmark. Det er en formodning, ikke en verificeret udpegning. Bemærk desuden at sektormyndigheder kan føre tilsyn med bestemte produktgrupper — fx Lægemiddelstyrelsen og Færdselsstyrelsen. Se myndighed.md.

Loven taler om »kontrolmyndigheden«, jf. blandt andet § 10, stk. 2, men vi har ikke gennemgået de bestemmelser der udpeger den — og loven dækker flere områder, hvor kontrollen kan være fordelt på flere myndigheder. Sikkerhedsstyrelsen er anført som formodning, fordi styrelsen varetager produktområdet under Erhvervsministeriet. Se myndighed.md.

Om bilaget er konkret nok: et præcist mål med eventuelle delmål og et reelt kilometerantal, ikke et rundt tal hver måned. Fast månedlig eller årlig godtgørelse afslører sig selv som skattepligtig. Og om satsen holder sig inden for Skatterådets — er den højere, bliver hele beløbet personlig indkomst.

Om bilaget dokumenterer en reel rejse med start- og sluttidspunkt, et erhvervsmæssigt formål og et midlertidigt arbejdssted, ikke et rundt beløb. Om godtgørelsen er modregnet i en forud aftalt bruttoløn (så er den aldrig skattefri). Og om satsen holder sig inden for ligningslovens § 9 A — er den for høj, bliver hele beløbet personlig indkomst.

Skattestyrelsen kontrollerer, om udbetalt befordringsgodtgørelse er skattefri, typisk i forbindelse med arbejdsgiverkontrol eller den ansattes egen skatteansættelse. Vi har ikke gennemgået skattekontrollovens bestemmelser i detaljer. Det afgørende er sanktionen: opfylder kontrollen og bogføringsbilaget ikke kravene i § 2, er godtgørelsen ikke skattefri — den bliver skattepligtig indkomst for modtageren, ofte med et krav om efterbetaling af skat oveni.

Skattestyrelsen administrerer skattereglerne og kontrollerer, om udbetalt rejsegodtgørelse er skattefri, typisk i forbindelse med arbejdsgiverkontrol eller den ansattes egen skatteansættelse. Vi har ikke gennemgået skattekontrollovens bestemmelser i detaljer. Det centrale er sanktionen i selve bekendtgørelsen: opfylder kontrollen og bogføringsbilaget ikke kravene i § 1 — eller modregnes godtgørelsen i lønnen — er den ikke skattefri, men skattepligtig indkomst for modtageren, ofte med et efterbetalingskrav.

Om der findes en due diligence-ordning efter artikel 12, om den er taget op til revision mindst én gang om året, og om fortegnelsen over ajourføringer er bevaret i fem år. Om oplysningerne efter artikel 9 — herunder geolokaliseringen af alle jordlodder — er indsamlet, organiseret og opbevaret i fem år. Om risikovurderingen efter artikel 10 er foretaget, og om konklusionen faktisk var, at risikoen er ingen eller ubetydelig.

Om anmodningen er indgivet senest 8 uger efter orlovsperiodens udløb — og her gælder § 40, stk. 3: en periode anses for udløbet, når der i 1 uge ikke har været fravær, der berettiger til refusion. En orlov holdt i stykker udløser dermed flere separate frister.